
(D)ayfly and the eternal life. A cozy cruise down memory creek to a blury mist of rock and roll in fishing. A roadtrip of small novels that describes the sences and sorroundings attached to our beloved sport, fishing. This is a musthave to the collection of cozy books on the bedtable of any fisherman. Just buy it - read it - and smile while you drift down Dreamy River. www.michaeljensens.dk
This is a small tryout from some of the novels in the book.
Uddrag:
Dansemyg Djævelen og Delta Blues
... Det der med smag, er noget mærkeligt noget. Det kan være
situationen, der afgør, om noget er kitsch eller kult – hot eller not.
Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener, så tænk på de frysetørrede
retter fra fjeldturen. Lad os lige sætte scenen: I har gået tyve
kilometer gennem myr eller blokmark et eller andet sted i svensk
Lapland. Du piller den 25 kilo tunge rygsæk af, og det føles, som om
du svæver. Energidepoterne er tomme, men du og vennerne sparker gang i
en Trangia og får brygget et måltid mad på pulver og elvvand. Mens i
sidder og kigger ud på stryget, hvor stallingerne får overfladen til
at koge, kan i nyde maden. Sådan en feltration smager himmelsk. Du
bilder dig selv ind, at du aldrig har smagt noget bedre. Fair nok. Men
lad være med at forsøge at imponere familien med den derhjemme ved
spisebordet. Der smager den, som det den er: En pulverret, der er
velegnet til overlevelse i felten. På samme måde er det med andre
nydelsesmidler, eksempelvis musik. Altså... det er muligt, at Sussi og
Leo er ok en nat på Skansen, hvor du vælter rundt i en hundrede
hestes brandert, men du vil sikkert ikke sætte dem på CD-afspilleren
hjemme i stuen til en hyggeaften med langstilkede glas og levende
lys...
Lauri, Adolf og Marylyn
... Det hele startede i mellemkrigsårene. Vi skal tilbage til 30’erne.
Altså i det 20. århundrede. Verden var klemt i et stålgreb af den
store økonomiske krise (jep, det skete også dengang). Depression,
gangstervælde, krak, flyvende børsmæglere og hele balladen. Et sted i
Europa gik et folk og ventede på en stærk mand med vandkæmmet hår og
et lille korttrimmet overskæg. Et helt andet sted, nemlig i de finske
skove, gik en anden mand ned mod bådebroen. Endnu en dags fiskeri
ventede forude. Forhåbentlig en dag med en fangst, der var stor nok
til at mætte hans familie. Lauri var skovarbejder og landbrugsarbejder
af nød og fisker af kald. Han havde ikke nogen oceangående trawler,
men fiskede blot med stang i vandløb og søer nær familiens bopæl – og
vigtigst af alt: Han var ludfattig...
Roadtrips
... Vi kørte derfor kun 50 – 60 kilometer, før vi ved midnatstid
drejede ind på en rasteplads. Vi gad ikke sætte teltet op blot for at
få nogle få timers søvn, så vi smed en del af fiskegrejet over på
forsædet af Lasses sportsvan og kravlede i soveposerne bag i bilen. Vi
var dødtrætte og sov sikkert inden vi ramte hovedpuden. En time
senere brød Helvede løs. Der lød et højt brag, og tusindvis af små
glasskår regnede ned over os. Jeg var først ude af posen og kiggede ud
af vinduet. To mænd var i løb på vej væk fra vores bil. 30 meter
længere henne af rastepladsen holdt en bil med motoren i gang. De to
slyngler sprang ind, og bilen forlod rastepladsen med hvinende dæk,
inden vi nåede at få rykket bagklappen op. Vores natlige gæster havde
knaldet en jernstang igennem højre siderude på vores bil og havde
grebet den taske, der så ud til at indeholde flest værdier inden de
stak af. Vi stod altså på en svensk rasteplads klokken et om natten,
med en bil, der var fuld af glasskår og et gabende hul ud til en
forårsnat, der nærmede sig frysepunktet.
Et sidste farvel
...Havørreden tog et linevindende udløb, og så var det, at tingene gik
skævt. Mit gamle og veltjente Intrepid Gearfly fra nittenhundrede og
grøn-hvidkål gav en lyd, der minder om den støj det frembringer, når
man smider en mobiltelefon ned i en blender. Hvis du spekulerer over,
hvordan det lyder, så tjek det ud på Youtube. Tro mig... det lyder
ikke godt, og jeg var godt klar over, at det betød problemer...
Vulgata og Vargar
...Han fortalte os også, at der var hemsk mange vargar i området.
Oversat til godt dansk betyder det, at der er fælt mange ulve.
Farbroren spyttede arrigt, hver gang han nævnte de hemske vargar, og
vi forstod, at han ikke nærede nogen stor kærlighed til dem. Grunden
til hans modvilje var, at en af vargarne havde taget livet af hans
hund. Det var naturligvis et dødsfald, der ikke kunne gå upåagtet hen.
Problemet var blot, at de hemske vargar var totalfredede i Sverige.
Derfor var det ikke muligt at gøre regnskabet op med skydevåben, da de
støjede fælt. Til gengæld havde han forsøgt at køre bæstet ned med
sin firehjulstrækker. Det var ikke lykkedes endnu, men han håbede
stadig at den måtte krydse hans vej i et uopmærksomt øjeblik. Når man
kommer fra Himmerland, hvor det farligste dyr er dræbersneglen – så er
den store stygge ulv en lidt abstrakt størrelse...





